Ultralyd og røntgen
Eksempelvis har vi en ny og moderne ultralydsscanner, som kan give en anden slags billeder end røntgen. De to slags billeder tilsammen giver mange muligheder for diagnostik.
Ved drægtighedsscanning kan man f.eks. se fostrene bevæge sig og hjertet slå. Men det er også et vigtigt værktøj ift. f.eks. at tjekke om en ondartet knude har spredt sig inden vi planlægger operationer.
Tænder
Vi er en dyreklinik, der gør meget ud af tandbehandlinger, hvor vi bruger vores tand-units. Tænder renses under bedøvelse med ultralyd og poleres efter, så overfladen bliver helt glat. Vi har digitalt tandrøntgen, så vi kan sikre os ved et røntgenbillede, hvordan rødderne har det, og om det for eksempel er nødvendigt at fjerne roden fra en knækket tand, eller om roden er syg selvom tanden ser pæn ud.
Desuden bruger vi den bedste form for narkose til dyrene. Både hunde, katte og andre kæledyr bliver vejet, og der bliver lyttet til hjerte og lunger, inden de bliver bedøvet, og der bliver som oftest taget en blodprøve inden bedøvelse. De moderne bedøvelsesmetoder betyder, at dyrene hurtigt er friske efter bedøvelsen. Vi har både apparater til overvågning, samt rutinerede veterinærsygeplejersker, der holder øje med patienterne indtil de er helt friske igen.
Har vi foretaget noget med dem, som kan være smertevoldende, eller har de af andre årsager smerter, får de smertebehandling inden, de vågner op.