Det er et bredt udvalg af behandlingsmuligheder og undersøgelser, Fasanvejens Dyreklinik kan tilbyde dit kæledyr. Ved at træde ind i vores venteværelse og konsultationsrum får du ikke indtryk af, hvad der sker "ude bagved". Her er en kort beskrivelse af nogle af tilbuddene. Vi har 500 m2 at boltre os på.
Vi er i besiddelse af meget moderne udstyr, som er nødvendigt og kan hjælpe os i arbejdet med at stille den korrekte diagnose.
Ultralyd og røntgen
Eksempelvis har vi en ny og moderne ultralydsscanner, som kan give en anden slags billeder end røntgen. De to slags billeder tilsammen giver mange muligheder for diagnostik.
Ved drægtighedsscanning kan man se fostrene bevæge sig og hjertet slå. . Man kan så vurdere, om det er tid at foretage kejsersnit, eller om man skal have lidt mere tålmodighed.
Tænder
Vi er en dyreklinik, der gør meget ud af tandbehandlinger, hvor vi bruger vores tand-units. Tænder renses under bedøvelse med ultralyd og poleres efter, så overfladen bliver helt glat. Vi har digitalt tandrøntgen, så vi kan sikre os ved et røntgenbillede, hvordan rødderne har det, og om det for eksempel er nødvendigt at fjerne roden fra en knækket tand, eller om roden er syg selvom tanden ser pæn ud.
Desuden bruger vi den bedste form for narkose til dyrene. Både hunde, katte og andre kæledyr bliver vejet, og der bliver lyttet til hjerte og lunger, inden de bliver bedøvet, og der bliver som oftest taget en præanæstetisk blodprøve. De moderne bedøvelsesmetoder betyder, at dyrene hurtigt er friske efter bedøvelsen. Vi har både apparater til overvågning, samt rutinerede veterinærsygeplejersker, der holder øje med anæstesien.
Har vi foretaget noget med dem, som kan være smertevoldende, eller har de af andre årsager smerter, får de smertebehandling inden, de vågner op.
Laboratorie
Vi laver mange laboratorieundersøgelser selv, så man i høj grad får svar med det samme på diverse blod- og urinundersøgelser. Øvrige undersøgelser foretages på eksterne laboratorier, hvor der kan være nogle dages ventetid på svar.
Det kræver meget uddannelse at kunne anvende alle disse hjælpemidler. Både dyrlæger og veterinærsygeplejersker er flere gange årligt på kursus for at følge med i den sidste nye viden.