Katte er ikke små hunde! Derfor er der også forskel på hvilke former kræft, de får.
De hyppigste kræftformer hos katte er:
- kræft i tarmen
- kræft i mælkekirtlerne
- kræft i svælget/tungen/næsehulen
- kræft i kæbeknogle
- kræft i skjoldbruskkirtlen
- kræft i huden
Hvordan opdager man, der er noget galt?
Vær opmærksom på, om din kat savler, ikke spiser nok, kaster mere op end den plejer, taber sig, er stille, ændrer stemme, har knuder du kan mærke, eller på andre måder er anderledes. Få den undersøgt. Det kan være meget andet, men der er risiko for, det kan være kræft. Hvis man opdage det tidligt, er der større chance for, der kan gøres noget ved det.
Undersøgelser / behandling:
Tarmkræft
findes typisk hos katte, som spiser mindre, taber sig, kaster op. Canceren sidder oftest i tyndtarmen i tarmvæggen, eller i de lymfeknuder, der knytter sig til tarmen. Det får tarmlumen til at blive mere og mere snæver som tiden går. Der bliver mindre plads til at tarmindhold kan komme igennem. Ofte kan dyrlægen føle knuden, og vælger så scanning eller røntgen til at sikre diagnosen. Jævnligt er en knude mulig at fjerne ved også at fjerne et stykke tarm. Så kan man ved også at give binyrebarkhormon få ekstra tid med sin kat. De fleste vælger dog aflivning.
Da det ofte drejer sig om lymfekræft, kan behandling inden kræften er for fremskreden sættes i værk med binyrebarkhormon alene eller i kombination med kemoterapi. Kemo kan gives intravenøst, eller evt i tabletform. Vi sigter efter god livskvalitet også mens katten er i behandling.
Mælkekirtelkræft
findes ved at der kan føles en eller flere knuder i mælkekirtlerne. Er katten gammel og der er mange knuder, er det bedst at få røntgenfotograferet lungerne for at se, om der er metastaser. Hvis der er det, er behandling håbløst. Men mange knuder findes mens der kun er 1 eller nogle få, og så er det muligt at operere. Vi ser en del eksempler på, at en kat skal opereres igen senere, da der tit kommer nye knuder efter et stykke tid. Det ses hyppigst hos katte, der har fået p-piller. Sjældent hos katte, der er steriliseret som helt unge. Knuder i de øverste kirtler er statistisk mere ondartede end dem, der opstår i de bageste kirtler.