Både katte og hunde kan få lopper. Der findes både hundelopper og kattelopper, og de er en lille smule forskellige, men begge arter kan leve på både hunde og katte. De fleste af de lopper vi finder, er egentlig kattelopper.
Lopperne kan godt hoppe over på andre kæledyr i hjemmet, og også på mennesker. Her vil de stikke og genere, men hurtigt forsvinde igen, for det er en forkert vært for dem. De bliver helst på deres vært, men æg bliver til larver, som bliver til pupper, og så til lopper, og det sker i omgivelserne, altså på gulvene og i senge og kurve.
Der er lidt sæson over loppeplagen. Der er flest lopper om sommeren og efteråret. Midt om vinteren og tidligt forår ser vi ikke så mange. Men den loppe, der er vist på videoklippet og på billedet, er dog fanget på en hund i februar 2006.
Hvordan finder man dem?
Ofte kan man ikke finde selve lopperne, men kun deres afføring. Loppeekskrementer er små, sorte "krummer". De kan være kommaformede, eller kan ligne lidt jord eller kaffegrums. Er man i tvivl, om det virkelig er loppeafføring, kan man lægge nogle af de små sorte krummer i et par dråber vand på et lyst underlag, pirke lidt til dem, og se om de kan opløses, så vanddråberne bliver brune.I så fald er der ikke noget at være i tvivl om, og man kan godt skride til at behandle.
Hvordan behandler man mod lopper?
Man kan frisere dagligt med en loppekam, og slå lopperne ihjel efterhånden, som man finder dem. Det er den langsommeste metode.
Der findes midler, man drypper i nakken, som er meget effektive. Midlerne fås i håndkøb hos dyrlægen eller på apoteket. Der er forskellige præparater, og man skal huske at oplyse, om det er en hund eller en kat, man har, og ca. hvor stor den er.
Nogle midler kan også fås som spray, og det kan være en god løsning til meget unge eller meget små dyr.
Desuden er der midler, som ikke slår lopperne ihjel, men forhindrer dem i at formere sig. De kan gives i maden og accepteres generelt godt. Men det kan tage lang tid at slippe af med loppeplagen med disse midler, og derfor kan vi ikke anbefale dem, hvis det drejer sig om en hund eller en kat, som har reageret allergisk med meget kløe og eksem på grund af lopperne.