Lymfom
En anden hund som hed Bjørn, havde en anden form for lymfekræft, som hedder lymfom, alisas malignt lymfom, tidligere kaldet lymfosarkom. Det er en kræftform, hvor behandlingen med 12 ugers protokollen generelt har ret god effekt, men vi prøvede først en tabletkur. Det gik ikke så godt, for Bjørn fik bivirkninger. Med intravenøs behandling gik det bedre. Bjørn sneg sig sådan ind i vores hjerter, for han var den sødeste lille hund. Hans pels var hvid, men han havde sort pels om øjnene og lignede en lille vaskebjørn. Heldigvis hjalp behandlingen godt på hans lymfekræft. Bjørn havde dog en sart mave, og vi og ejeren måtte både under og efter behandlingen kæmpe for at holde hans fordøjelse kørende. Da han som ovenstående hund Pedro var en coton, mistede han også meget pels undervejs, men da en del af tiden var vinter, kunne det dækkes med en frakke. Kræften kom igen, og vi fandt en anden form for tablet behandling, som igen gav Bjørn en god periode uden kræft.
Bjørn startede behandling hos os i juni 2019. I oktober 2020 kunne der ikke gøres mere, og hans familie måtte tage afsked med ham.
Som andre eksempler kan nævnes, at vi har behandlet hunde med en speciel slags hudlymfekræft med god effekt, og flere hunde indført fra Grækenland med en speciel form for kræft i skeden eller forhuden. Det er en kønsrelateret cancer, TVT (Transmissibel Venerisk Tumor) som hos alle behandlede er blevet helt helbredt. Alle hunde behandlet for TVT på klinikken ser ud til at være blevet helt helbredt. Denne sygdom ses udelukkende hos importerede hunde. Sygdommen smitter i forbindelse med parring, men da vi ikke har herreløse hunde i Danmark og parringer oftest er planlagt, ser vi ikke denne sygdom hos danske hunde.
Mastocytomer er et kapitel for sig. Lidelsen er den hyppigste hudcancer hos hunde. Vi behandler enten ved kirurgi, eller tabletbehandling med Masivet eller Lomustine, eller som så ofte begge dele, afhængig af tumorens udbredelse, lokalisation, grad osv. Der er nu også en ny mulighed med et stof som hedder Stelfonta, som sprøjtes ind i knuden, som så visner.
Målet er at udsætte kræftsymptomerne
Det er dog ikke normen, at man kan helbrede kræft hos hund, men derimod er det ofte målet at udsætte symptomerne, så hunden eller katten får forlænget livet med god livskvalitet. Ved lymfekræft ses det ofte, at når behandlingen påbegyndes, så kvikker hunden eller katten op, og man får derfor bekræftet, at den faktisk var syg.
Hvor længe, der skal behandles, eller hvor længe, sygdommen kan holdes i skak, er meget individuelt, og skal undervejs hele tiden vurderes, så man ikke går for langt.
Vi har haft en del hunde i behandling for lymfom. Denne type lymfekræft betyder, at lymfeknuderne er hævede, og ofte får vi først hunden i behandling, når den er blevet sløj, og alle lymfeknuderne er meget store. Men behandlingen hjælper hurtigt, og vi får efter behandlingen ofte en god lang periode uden sygdomssymptomer. Dog må siges, at hundene reagerer forskelligt, og vi lover aldrig, at hunden bliver rask.
Det kan diskuteres, om perioden er lang nok, set i relation til udgiften, men det er en helt individuel vurdering, man skal foretage som ejer af en cancersyg hund.
Når vi skal undersøge og behandle for kræftformer, hvor kirurgi ikke er nok, så inkluderer det en del besøg, hvor der skal tages blodprøver, nålebiopsier af knuder, og indgift af medicin i løbet af en periode på op til et par timer.