Fasanvejens Dyreklinik

Mail: fasanne@hotmail.com Tlf: 36 16 27 00

Besøg os på Facebook

Lopper

​Både katte og hunde kan få lopper. Der findes både hundelopper og kattelopper, og de er en lille smule forskellige, men begge arter kan leve på både hunde og katte. De fleste af de lopper vi finder, er egentlig kattelopper.


Lopperne kan godt hoppe over på andre kæledyr i hjemmet, og også på mennesker. Her vil de stikke og genere, men hurtigt forsvinde igen, for det er en forkert vært for dem. De bliver helst på deres vært, men æg bliver til larver, som bliver til pupper, og så til lopper, og det sker i omgivelserne, altså på gulvene og i senge og kurve.

Der er lidt sæson over loppeplagen. Der er flest lopper om sommeren og efteråret. Midt om vinteren og tidligt forår ser vi ikke så mange. Men den loppe, der er vist på videoklippetog på billedet, er dog fanget på en hund i februar 2006.

Hvordan finder man dem?

Ofte kan man ikke finde selve lopperne, men kun deres afføring. Loppeekskrementer er små, sorte "krummer". De kan være kommaformede, eller kan ligne lidt jord eller kaffegrums. Er man i tvivl, om det virkelig er loppeafføring, kan man lægge nogle af de små sorte krummer i et par dråber vand på et lyst underlag, pirke lidt til dem, og se om de kan opløses, så vanddråberne bliver brune.I så fald er der ikke noget at være i tvivl om, og man kan godt skride til at behandle.

Hvordan behandler man mod lopper?

Man kan frisere dagligt med en loppekam, og slå lopperne ihjel efterhånden, som man finder dem. Det er den langsomste metode.
Der findes midler, man drypper i nakken, som er meget effektive. Midlerne fås i håndkøb hos dyrlægen eller på apoteket. Der er forskellige præparater, og man skal huske at oplyse, om det er en hund eller en kat, man har, og ca hvor stor den er.
Nogle midler kan også fås som spray, og det kan være en god løsning til meget unge eller meget små dyr.


Desuden er der midler, som ikke slår lopperne ihjel, men forhindrer dem i at formere sig. De kan gives i maden og accepteres generelt godt. Men det kan tage lang tid at slippe af med loppeplagen med disse midler, og derfor kan vi ikke anbefale dem, hvis det drejer sig om en hund eller en kat, som har reageret allergisk med meget kløe og eksem på grund af lopperne.

På Fasanvejens Dyreklinik anbefaler vi ikke, at alle hunde og katte skal være behandlet forebyggende året rundt. Men det kan være det bedste, hvis en hund eller kat har været voldsomt plaget af lopperne med en allergisk reaktion.

NYT MIDDEL I KAMPEN:

Hvis det ser ud som om, kampen er ulige, og det trods alle midler er umuligt at slippe af med lopperne, er der alligevel hjælp at hente. Sidste nye loppebekæmpelse er en LOPPEFÆLDE!

Den består af en lyskilde med særlig bølgelængde, samt en skygge, der "kommer forbi" hvert 5. minut. Når loppen har orienteret sig mod "solen" og via skyggen mener, der er et bytte at hoppe på, så hopper den, og rammer: en klæbrig plade, i stil med gammeldags fluepapir. Batterierne holder ca en måned, og det gør de klæbrige plader også.

​Prisen for loppefælden er 278,- kr

Ekstra limplader kan tilkøbes, 2 stk for 39,- kr

HVEM ER VI?

Fasanvejens Dyreklinik

CVR: 69971717

KONTAKT OS

Telefon: 36 16 27 00​

Mail: fasanne@hotmail.com

men haster det, så ring

er det tidsbestilling: ring til os i stedet for at maile

FIND VEJ

​Søndre Fasanvej 93, 2500 Valby

Find os med Google Map's