Fasanvejens Dyreklinik

Mail: fasanne@hotmail.com Tlf: 36 16 27 00

Besøg os på Facebook

Flåter - og forebyggelse

Flåterne er blodsugende parasitter. Som det ses på billedet klatrer de op på spidsen af græsstrå eller lignende. Når de så mærker, der er et dyr på vej, sætter de af og håber på at lande på dyret. Her kravler de lidt rundt, til de finder et sted, hvor de borer munddele ned i skindet. Så sprøjtes et antikoagulerende stof ind, så snablen kan komme ned og suge blod op. I løbet af de næste dage svulmer bagkroppen op, og når flåten synes, den har fået nok til at kunne formere sig, lader den sig falde af. Det skal set fra flåtens synspunkt helst ske udendørs, men vi mennesker finder dem somme tider på gulvet.

Der er ikke så meget kløe hos hunden eller katten, 

men hvis der er en stor rød/lilla plet, hvor den har siddet, er der grund til at holde ekstra øje med, om hunden/katten har det godt. Der kan være overført borrelia eller anaplasma.

Det er sæson for flåter i sommer- og efterårsmånederne. Dog er der enkelte flåter at finde uden for sæsonen. Nogle hundeejerer vælger derfor at beskytte hunden året rundt, ved enten at give den Bravecto fast hver tredje måned året rundt. Andre springer over, når det ikke er højsæson.​

Hvad er borreliose?

Borreliose er en bakteriel infektion som overføres

af skovflåten (Ixodes ricinus). Borreliose forårsages

af bakterier der ligner proptrækkere.

I fagsproget kaldes disse bakterier Borrelia

burgdorferi. Symptomer på borreliose begynder

først længe efter, at flåten har suget blod – der går mindst 4-6 uger og nogle gange endnu længere

​Borreliose er en besværlig sygdom, fordi den ikke altid giver et entydigt symptombillede og

desuden er sygdommen svær at diagnosticere. Der findes ingen test der præcis kan sige at

symptomerne hos hunden skyldes borrelia. Det kræver ofte flere sammenlignende blodprøver og oftest igangsættes behandling ved mistanke.

Akut/kronisk sygdom​

I den akutte fase kan ses symptomer som træthed, tab af appetit og feber. Ofte vil der være halthed

og betændelse i et eller flere led. Der er stor forskel på, hvor slemt hunde bliver angrebet, og

nogle hunde vil vise meget få eller ingen tegn på sygdom, selvom de er smittet. Efter det akutte

forløb kan andre af hundens organer angribes. Borreliose kan forårsage kroniske problemer i

led, hjerte, lever og nyrer, og nervesystemet.

Vaccination for at forebygge borrelia

Alle hunde, som er udsat for flåt-bid kan smittes med borrelia. Især jagthunde og aktive brugshunde som færdes meget i naturen vil være meget udsatte for smitten.

Det kan også være en god idé at vaccinere familiehunde der bor eller færdes i flåtrige områder.

Vaccination af hunden mod borrelia beskytter hunden mod 3 europæiske borreliastammer.

Første gang skal hunden vaccineres to gange med 3 ugers mellemrum, og derefter en gang om året – helst sidst på vinteren eller tidligt om foråret, så hunden når at danne mange antistoffer inden flåterne bliver aktive, når temperaturen stiger udenfor.

Hvalpe kan vaccineres fra de er 12 uger gamle.

Hvordan virker en borrelia vaccine

For at flåten kan overføre sin smitte med bakterien skal den have et blodmåltid. Når flåten har suget blod kan bakterien vandre til spytkirtlerne og derefter overføres til hunden via spyt. Denne proces begynder 24-48 timer efter blodmåltidets start. Hvis hunden er vaccineret dannes der antistoffer, som optages ved flåtens blodmåltid. Antistofferne forhindrer bakterien i at vandre fra tarmen til spytkirtlerne. Derved kan flåten ikke overføre sin smitte til hunden. Man kan populært sige at det er flåten der er blevet ”vaccineret”.​

Forebyggelse er stadig vigtigst

Det er stadig – trods vaccination - en god idé at bruge midler til beskyttelse mod flåtangreb. Flåter

kan være bærere af andre flåtoverførte sygdomme og vaccinen beskytter kun mod borrelia.

De fleste midler der er tilgængelige på markedet beskytter også mod lopper. Bayvantic og Bravecto er to effektive produkter til hund. Til kat er der nu også kommet Bravecto. Det er dog ikke en pille, som til hundene, men midlet dryppes på huden i nakken. Og kan du få katten til at gå med halsbånd, er Seresto et fortrinligt effektivt middel.

HVEM ER VI?

Fasanvejens Dyreklinik

CVR: 69971717

KONTAKT OS

Telefon: 36 16 27 00​

Mail: fasanne@hotmail.com

men haster det, så ring

er det tidsbestilling: ring til os i stedet for at maile

FIND VEJ

​Søndre Fasanvej 93, 2500 Valby

Find os med Google Map's