Nyt vedrørende foder
Der har være forespørgsler på økologisk hundefoder. Det har vi nu skaffet hjem. Se afsnittet om salg af foder.
Nyt vedrørende rejse med hund og kat
Sverige og Norge har fra 1. januar 2012 ændret reglerne for indrejse. Der kræves herefter kun
chipmærkning (eller øremærkning foretaget før 3. juli 2011 men den skal være let læselig for at blive accepteret)
rabiesvaccination, foretaget min. 3 uger før indrejse
pas
Valby Kulturdage
Den 3. og 4. september deltog klinikken i de aktiviteter, der fandt sted i forbindelse med Valby Kulturdage. Sammen med kolleger fra Dyrehospitalet i København havde vi en stand på Valby Langgade, hvor vi satte fokus på dyrenes tænder, men i øvrigt stod for skud med alle mulige spørgsmål fra dem, der besøgte os. Vejret var godt, humøret højt, og vi havde nogle gode dage, hvor vi fik snakket med mange hunde og deres ejere. Vi indledte med besøg fra Servicehunde foreningen, hvor to hunde og deres kørestols-ejere demonstrerede nogle færdigheder. Og så blev der ellers kigget tænder og uddelt smagsprøver.









Nyt vedrørende røntgen
Vi har i marts 2011 udskiftet vores røntgenapparat og købt digitalt røntgenudstyr. Det giver os nogle ekstra muligheder, og vi glæder os til at kunne præsentere dig for resultaterne. Det koster ikke mere end hidtil, men vi kan se mere på billederne , og vi er glade for at kunne tilbyde dette fremover.
Nyt vedrørende kræftbehandling
Der indledtes fra 1. september 2009 et samarbejde med Dyrehospitalet i Købnhavn, idet deres egen onkolog holdt op med at praktisere. Al kemoterapi vil blive henvist til Fasanvejens Dyreklinik.
Nyt vedrørende adfærdsbehandling
Tina Mikkelsen har i april 2010 afsluttet et længere efteruddannelsesforløb indenfor adfærdsbehandling af hunde. Hun tager derfor gerne en snak med hundeejere, der har problemer med hundens adfærd, for at vurdere, om hun evt kan afhjælpe problemet. Hvis hun mener, der er en mulighed, vil hun oplyse om, hvad behandlingen omfattere, altså om der skal være et besøg på klinikken, om det kan klares over telefonen, eller om der bliver tale om et hejmmebesøg. De fleste behandlinger følges op af skriftlig vejledning, og kontrol senere. Det koster selvfølgelig noget, alt efter omfanget, og prisen kan oplyses ved første samtale. Den dyreste version med hjemmebesøg koster 1500,-kr.
Eksempelvis har mange hundeejere problemer med, at hunden ikke kan efterlades alene i hjemmet, eller at hunden gør uafladeligt, eller er urenlig, eller ødelægger ting. Der er mange problemer, som faktisk ofte kan løses, så livet bliver bedre for både hund og ejer.
Mange kender Tina fra hvalpesocialiseringskurserne. Uddanelsen, hun har gennemført, var ledet af Turid Rugås, som hvalpekursister vil kende fra bogen På Talefod med Hunden. Denne bog købes dog også af andre end hvalpekursister (koster 120,-kr).
Og så er Tina ikke en, der hviler på laurbærrene, for hun er nu tilmeldt fag-veterinærsygeplejerke-kurset i etologi, hvilket også er en omfattende og langvarig uddannelse.
Nyt vedrørende hundeloven
Indførsel af den nye lovgivning om hunde er ikke anbefalet af hverken dyrlægeforeningen eller Dyreetisk Råd. Men folketinget valgte alligevel at indføre et forbud mod 13 hunderacer.
Man kan ofte ikke se,om hunden tilhører en af de 13 racer, idet mange racer ligner nogle tilladte hunderacer, og iøvrigt omfatter loven også blandinger af de de 13 racer med andre hunde, og så er det rigtigt svært. DNA undersøgelse for at bevise herkomsten af en blandingshund kan kun vise noget, hvis man har adgang til DNA fra både faderen og moderen, og disse er af kendte, stambogsførte racer. Der er ikke nogen DNA test der kan sige, hvilken race, materialet er fra.
Hunde af disse 13 hunderacer må ikke færdes i det offentlige rum, med mindre de føres i snor og bærer mundkurv. Dog må de i hundeskovene være uden snor, men stadig skal der bæres mundkurv. Der må ikke avles på dem.
De 13 racer er:
Pitbull terrier, Tosa inu, Amerikansk staffordshire terrier, Fila brasileiro, Dogo argentino, Amerikansk bulldog,Boerboel, Kangal, Centralasiatisk avtcharka, Kaukasisk ovtcharka, Sydrussisk ovtcharka, Tornjak, Sarplaninac.
Hunde, der er født, overdraget eller solgt efter den 17. marts 2010 kan politiet kræve aflivet.
Lovgivningen har givet anledning til rystende tragedier, men den er vedtaget, og vi må leve med den.
Nyt vedrørende nødstedte dyr
Ser du et nødstedt dyr, f.eks en herreløs kat der ser syg ud, eller en fugl der er påkørt, så kan du ringe til 1812, og Dyrenes Beskyttelse tager sig herrefter af sagen. De sørger også for at ringe til Falck, hvis dyret skal indfanges og transporteres. Du skal ikke gøre andet end at ringe og fortælle om situationen. Dette er et nyt, godt tiltag fra Foreningen til Dyrenes Beskyttelse.